TEKNORACE

Hvad siger andre om

AJP PR7 ?

Mit ønske med cyklen var at finde noget et sted i mellem min KTM exc-f 350 (med længere service intervaller) og en nyere udgave af min gamle Yamaha TTR600.

Cykel skulle bruges til længere sommerture primært offroad, feks TET, Island eller andet hvor det ikke er asfalt der er i højsædet.

Og så skulle den gerne kunne bruges til noget dansk enduro, nok ikke løb men trænings arrangementer, og et rally eller 2 på hobbyplan.


Jeg havde længe gået og kigget på Husqvarna´,s 701 men med de upgrades der skulle til for at gøre den både rejse og rally venlig, tank fairing, affjedring mv. lignede det et indkøb lidt for tæt på de 200 til at jeg synes det gav mening til en grushakker. Samtidig er 701´s ombyggede vægt ca 12-15 kg tungere end AJP PR7. Og vægten var jeg mere interesseret i blev holdt nede, end de 15hk som 701 kunne levere mere.


Så langt så godt.


Km tælleren står nu på 788km og cyklen skal køres ind med 50% gas indtil 500km, og 75% de sidste 500km ud af ialt 1000 hvor den skal have sit første service. Efter det er service intervallerne 5000.

Cyklen har indtil videre kørt 50% offroad grus/trails og 50% motorvej/by.


Køreegenskaber!

Er præcis hvad jeg ønskede mig. Den kastes let fra side til side i terrænet, og føles mere som en 450 end en 600.

Jeg skal ikke kloge mig på stel geometri men det, og cyklens lave tyngdepunkt med tank bagerst under sadlen må gøre et eller andet virkelig godt.


Samtidig er den virkelig sjov inde i byen og på landevejene. Den lægger sig villigt og pålideligt ned i sving og rundkørsler, så det er en ren fryd.

Selv motorvej med 110-120 fungerer den ok på, (jeg har pga indkørsel ikke kørt hurtigere på den endnu :0) selv om det naturligvis ikke er dens force.


Dæk

Cyklen kommer monteret med tkc80-dæk, og de fungerer som kompromis dæk OK, til det der 50/50 blanding, jeg indtil videre har haft brugt den til.

Når jeg rigtigt skal afsted, skal der helt bestemt nogle flere knobber på dækket.


Grunden til det er forkærligheden for offroad hvor tkc80 i den grad mangler bid, i særdeleshed på vådt underlag og grus med mange løse småsten. Til gængæld fungerer de rigtig godt på asfalten.


Motor:

Indsprøjtningen er pt standard og minder meget om exc-f, forstået på den måde, at det ikke er som en cruiser, der er sat op til at trille rundt bagved en forankørende.

Den er i sin grundform sat op til rask tempo i terrænet.

Den leverer villigt og kontant hvilket kan føles som noget kontant eller rykvis (på asfalt) hvis ikke man er vant til det.


Den eneste anke jeg har pt. er en lidt flimset bagbremsepedal jeg skal have gjort et eller andet ved, samt have sat en styrforhøjer på.

Jeg er 196 og selvom den stående kørestilling fungerer fint til teknisk snævert terræn, kommer det til at være lige en anelse for foroverbøjet til mine 196cm når der skal køres langt.


Konklusion:

Konklusionen her inden de første 1000km er, at det er præcis hvad jeg var ude efter:


     En letfølt, langdistance-værdig, primært offroad orienteret,

     fed fed fed cykel!


Skrevet af MB, første danske ejer af PR7.

En glad mand


SMS morgenen efter afhentning:

"Nå men det her indkørsel tvinger mig jo til at køre langsommere og mere civiliseret end nogensinde før, men bortset fra det så opfører cyklen sig indtil videre præcis som jeg havde håbet på, mere som exc 350 i svingbarhed og letfølt, men stadig mere end brugbar og langt bedre end min ttr600 på hhv landevej og motorvej.

Vægtfordeling er virkelig alt it seems."


SMS samme dag efter første tur i terrænet:

"Rigtig positive. Den føles nærmest mere letkørt end den der honda 450 der står der :0"

"Styrudslaget er ikke så stort til det helt snævre terræn men det kan jeg leve med ifht det jeg skal bruge den til"


SMS et par dage efter første tur i terrænet:

En anden person prøver cyklen.


"Han var meget begejstret over hvor let den var.... og svingvilligheden."